Det er kuglerundt, og alle vinduerne kan åbnes op, så du nærmest kan sove midt i naturen. Mød franske LumiPod.
Firmaet Lumicene står bag det her mini-hus, som er noget af det sejeste, vi længe har set. Okay, hus er måske så meget sagt – anneks er måske et bedre ord. Men sejt er det.
Det kan samles hvor som helst på bare to dage, og som du kan se, så er det bygget helt rundt og med seks buede panoramavinduer, som alle kan køres til siden, så soverummet er helt frit ud mod naturen.
Bagved soverummet er der et lille badeværelse og et toilet, som du kan tilslutte kloak og vand. Og på den måde bliver det faktisk et helt lille sommerhus, som du kan bruge i længere tid. Måske der kan installeres et køleskab og et par kogeplader, så er du kørende til en solid omgang afslapning.
LumiPod er isoleret fornuftigt med 15 cm Rockwool i væggene og 20 cm på taget.
LumiPod bliver produceret i Lyon i Frankrig og kan leveres på mellem to og fire måneder, så skynd dig at bestille med det samme.