En undersøgelse viser, at 10% af kvinder og 8% af mænd har fået en orgasme i forbindelse med fysisk træning. For videnskaben er det stadigvæk et mysterie, hvorfor denne type orgasmer finder sted.
De fleste af os kan nok nikke genkendende til, at det kan være svært at finde motivationen til at binde snørebåndene på træningsskoene, svinge træningstasken over skulderen og komme afsted til fitnesscentret. Selv hvis man træner derhjemme og blot skal rejse sig fra sofaen, er det langt fra altid lysten, som driver en.
En lille del af befolkningen kan dog glæde sig over, at de får ekstra meget ud af deres træning. Omkring 10% af kvinder og 8% af mænd bliver ikke blot belønnet for hård træning med en bedre kondition, større muskler og fysisk velvære; de oplever også en eller flere orgasmer, når de virkelig træner igennem derhjemme eller i fitnesscentret.
I bogen “The Coregasm Workout” fortæller forskeren Debby Herbenick, at op til 1 ud af 10 kvinder og 1 ud af 12 mænd har oplevet at få orgasme i forbindelse med træning. En lille del af dem oplever det regelmæssigt, mens nogle er så heldige, at de får orgasme hver eneste gang de træner.
Videnskaben er ikke sikker på, hvad det er
Selvom orgasmer i forbindelse med træning, populært kaldet for coregasms, ikke er et nyt fænomen – orgasmer ved træning nævnes så tidligt som i 1950’erne – er der endnu ikke meget viden om fænomenet.
Forskere mener dog, at hård træning af kroppens core er med til at stimulere muskelgrupper i kroppen, som normalt benyttes ved orgasme.
Forskerne mener ikke, at orgasmer ved træning nødvendigvis er af seksuel karakter, for flere af de, som har oplevet en coregasm, fortæller, at de hverken var opstemte eller tænkte på sex før eller efter, de nåede klimaks.
Man mener heller ikke, at orgasmen er betinget af seksuelle præferencer, for træningsorgasmen opleves af både hetero-, homo- og biseksuelle.
Bestemte øvelser er ekstra effektive
Hvis du vil prøve en coregasm, kan du altså ikke sætte din lid til videnskaben, for den har endnu ikke noget definitivt svar på, hvad en coregasm kommer af.
Til gengæld kan du tage udgangspunkt i andre personers erfaringer og prøve dig frem.
“Vi har undersøgt beretninger fra personer, som har opnået orgasme i forbindelse med fysisk træning med henblik på at blive klogere på fænomenet. I den forbindelse har vi blandt andet forsøgt at kortlægge, hvorvidt en række øvelser virker til at være særligt effektive i forhold til at opnå corgasms,” fortæller medindehaver af træningsmediet Fitnesshelp.dk Casper Schou og fortsætter:
“Der har dog ikke tegnet sig noget meget tydeligt mønster. Der nævnes nemlig mange forskellige øvelser blandt vores kilder. En forsigtig konklusion kunne derfor være, at det formentlig er forskelligt fra person til person, hvilke øvelser der er særligt effektive i forhold til at opnå coregasms. Selvom der ikke har tegnet sig noget klart og tydeligt mønster, må vi dog konstatere, at en række øvelser går igen hos flere af vores kilder. Af de mest populære øvelser er ‘hanging leg raise’, hvor man hænger i armene og løfter benene. Flere kunne dog også berette om succes med dips, pullups og maveøvelser generelt.”