Det er ikke ligegyldigt, hvordan du lyder, når du møder mennesker for første gang. Studier viser, at vi dømmer andre inden for et halvt sekund. Men hvordan udnytter du den viden bedst?
Undersøgelser viser, at dit ”hej” typisk er langt mere betydningsfuldt, end du måske går rundt og tror. Uanset hvor gode og smarte anekdoter du har med i ærmet, så foregår andres bedømmelse af dig allerede ved dit første ord.
Andres indtryk af dig dannes allerede, når du ringer op og siger det første ”hej”. Eller når du stiller dig op på talerstolen og siger ”Hej, jeg hedder Søren”.
Problemet er imidlertid, at langt de fleste af os netop er nervøse i de første par sekunder, når vi møder nye mennesker eller skal tale foran mennesker, vi ikke kender. Derfor kommer vores første ord typisk ud med en nervøs klang og alt for højt pitch. Og det kan være problematisk, hvis vi ønsker at skabe et godt førstehåndsindtryk. Det gælder selvfølgelig også, når du skal date. Men hvilket hej virker så bedst?
Powerstemme eller glad stemme?
En undersøgelse foretaget af Scienceofpeople viser, at det ikke er uden betydning, hvordan det første hej kommer ud af din mund. Derfor bør du nøje overveje, hvordan du netop formidler dit første ord.
LÆS OGSÅ: Kan man drikke øl, der har passeret udløbsdatoen?
Det første ”hej” leverer de fleste mennesker typisk ret spontant og ubevidst. Men hos Scienceofpeople ønskede man at undersøge, hvordan henholdsvis en normal, glad, trist, vred og powerstemme blev opfattet hos modtagerne.
Ikke så overraskende blev hverken det triste eller vrede hej opfattet særlig positivt. Og resultatet viste tydeligt, at selv mennesker, der ikke kender dig, kan mærke dine følelser – allerede ved dit ”hej”. Og hvis du har en dårlig dag og er trist, frustreret eller vred, så viste undersøgelsen, at det vil være svært at vinde tillid hos nye mennesker, du ikke kender. De vil typisk opfatte dig negativt og endda i nogle tilfælde direkte utroværdig.
Vinderen af undersøgelsen blev suverænt det glade hej. Så selvom man kunne formode, at en powerstemme kunne være vejen frem til højere troværdighed, så viste undersøgelsen det modsatte. Den glade stemme tog sejren, som den stemme, modtageren opfattede som den mest troværdige.
Undersøgelsen peger altså tydeligt på, at det handler om at være i godt humør, inden du træder foran en stor forsamling for at holde tale. At det simpelthen vil falde negativt tilbage på dig, hvis du tager en vigtig telefonsamtale, mens du er i dårligt humør.
Konklusionen må være, at du derfor så vidt muligt skal finde det bedste humør frem, når du skal introducere dig for mennesker, du ikke kender.
Kilde: Scienceofpeople