Elektriske løbehjul og en række andre eldrevne enkeltpersonkøretøjer er netop nu blevet tilladt på de danske cykelstier. Forsikringsselskabet If har en stribe anbefalinger til færdslen på de nye køretøjer samt en opfordring om at tjekke sine forsikringer, inden man kaster sig ud på cykelstierne.
– Nye køretøjer giver nye udfordringer, ikke mindst når det gælder trafiksikkerhed. Det er vigtigt, at man både kan høre og se trafikken omkring sig. Man skal helt sikkert lade mobil og headset ligge i lommen. Og så skal man lære på én og samme tid at være opmærksom på asfalten lige foran sig og fremad. De små hjul kan hænge fast i riste eller blive usikre ved grene, pap og andre småting på vejen, forklarer informationschef hos If Skadeforsikring, Birgitte Ringbæk.
– Dernæst ved vi fra cykelulykker, at brug af hjelm kan reducere risikoen for hovedskader med op til 85%. Derfor er vores klare anbefaling at bruge hjelm, når man kaster sig ud i trafikken på et el-løbehjul.
Hun supplerer, at de mest almindelige ulykker, der sker på denne type køretøjer, er eneulykker med skader på håndled og albuer.
De eldrevne enkeltpersonkøretøjer er blevet tilladt i Danmark i en forsøgsordning på ubestemt tid. Gruppen omfatter elektriske løbehjul, segways, onewheels og segboads mv. De klassificeres som cykler og bliver derfor tilladt på cykelstierne.
– Vi skal nok regne med, at eldrevne løbehjul bliver de mest almindelige i denne gruppe. De vil appellere til flest på grund af den relative lave indlæringstærskel, og fordi de virker mere velkendte end de øvrige balanceboards, siger Birgitte Ringbæk.
Styr på ansvarsforsikringen
Uanset om man lejer eller har købt et eldrevet løbehjul, bør man sikre, at man har en personlig ansvarsforsikring, som dækker hvis man kommer til at skade andre eller ødelægge andres ting.
Fx hvis man skrammer en parkeret bil, hvis man kører galt med el-løbehjulet, eller man er skyld i, at en person vælter på sin cykel og kommer til skade. Ansvarsforsikringen er inkluderet i indboforsikringen, og gælder for alle i husstanden.
Sådan er reglerne for brug af eldrevne løbehjul
Kilde: Transport-, Bygnings- og Boligministeriet |