Overvejer du at købe frækt undertøj til fruen derhjemme? Mandesidens nye lingeri-blogger, Louise Maj, fortæller dig her alt, du skal vise om køb af undertøj til kvinder.
Sexet lingerie er den perfekte gave til din kæreste, kone eller hvem du nu synes fortjener lidt lækkert. Det er en gave, som hun altid vil blive glad for at få, da det er noget, hun bruger i sin hverdag, men som hun måske ikke altid er så god til at finde tid til at få købt selv – og specielt ikke hvis det skal være noget ekstra lækkert.
Derudover får du også selv noget godt at kigge på, hvis du finder noget lækkert til hende. Og på den måde får hun også mulighed for måske at prøve noget nyt, som hun normalt ikke plejer at gå med.
Men det kan godt være svært at begive sig ud i, og en damelingerie-afdeling er et ukendt terræn for de fleste mænd. Det er ikke let at finde en stil, som både du og hun vil kunne lide. Det skal også være noget, som hun vil gå med – og det skal også passe hende i størrelsen og ikke mindst fremhæve hendes figur godt, så hun føler sig lækker i det og derfor også vil tage det på.
Derfor håber vi, at denne lingerie-gaveguide for mænd vil gøre det lidt nemmere og give dig mod til at springe ud i at overaske med lidt sexet lingerie som gave.
Først og fremmest er det godt at gå ned til en rigtig lingerie-forretning eller lingeri-afdeling, hvor der er lingerie-eksperter, som står klar til at guide og rådgive dig i deres udvalg.
Hvis du tænker at give hende et BH-sæt, kan du på forhånd tjekke i hendes undertøjsskuffe og se, hvilket BH- og trusse-mærke og størrelse hun plejer at gå med – samt hvilken type BH, som plejer at fungere godt for hende. Du skal altså se, hvilken skål-størrelse og omkreds hun bruger, for så har du et udgangspunkt at gå efter, når du skal til at finde et nyt og lækkert sæt til hende.
Der findes også en del forskellige trussetyper som G-streng, hotpants, thai, brazilian, højtaljet, lavtaljet osv. Her kan du også se, hvad hun plejer at bruge og have det som udgangspunkt, så du ikke bevæger dig for langt fra, hvad hun plejer – men alligevel springer ud i lidt nyt og spændene.
DU KAN OGSÅ KØBE ANDET END BH-SÆT
Du kan også forhøre dig inden, om der er nogle mærker, hun godt kan lide. De informationer kan du give videre til lingerie-eksperterne i butikken, hvor I sammen vil kunne finde noget i hendes størrelse, som du tænker både vil kunne falde i din og hendes smag.
Hvis det er en gave, er det sjovt, hvis du har været kreativ og i stedet for kun at give en BH med trusser, så kan du give hende et helt sæt med hofteholder og strømper til. Det giver bare et ekstra pift og gør det hele lidt mere sjovt og sexet.
Det kan som sagt nogle gange godt være svært at finde den rigtige størrelse og pasform i et BH-sæt, men der er heldigvis meget andet lingerie, du kan give. Det kan eksempelvis være en lækker body eller en lille silkenatkjole og kimono. Dette er ofte nemmere at købe end en BH, da der kun er én størrelse at forholde sig til som S, M, L osv. Her kan du også vælge at spice gaven op med nogen stay-up-strømper.
Det gælder bare om at være kreativ og måske give hende noget, som hun ikke selv havde tænkt sig at købe, men som du stadig ved falder i hendes smag og stil.
Så husk, at lingerie jo er en gave til jer begge to.
Louise om sig selv:
Mit navn er Louise Maj. Til daglig arbejder jeg som lingerieekspert og privat lingerieshopper. Jeg har arbejdet med lingerie i lidt over seks år. Lingerie er ikke kun mit arbejde, men også min hobby. Dette kan man følge med i på min Instagram-side @louisemajs_glamlife.
Jeg har altid været fascineret af glamourmodellerne fra gamle dage i Playboy-magasinerne, som Anna Nicole Smith, Marilyn Monroe osv. De har været med til, at jeg elsker lækkert lingerie i dag og synes derfor også, at det er sjovt at skrive for et mandemagasin som Mandesiden.dk.