Mandesidens anmelder har fundet Danmarks bedste fastelavnsbolle. Læs med og find ud af, hvor du får fingrene i den.
Ja, du læste rigtigt. Der er jo nærmest gået sport i at finde den bedste fastelavnsbolle. Ikke nok med at det startede som en omgang københavneri, så har det bredt sig til hele landet!
Alle, der på en eller anden måde forbinder sig selv med gastronomi og har storhedsvanvid nok til at tro på, at der er nogen, der læser med og følger med i deres meninger om, hvor den bedste bolle kan købes, giver deres besyv med. Så selvfølgelig skal jeg også det!
Men faktisk vil jeg gøre det ganske kort. For i stedet for at præsentere jer for en masse forskellige, vil jeg bare sige, at jeg har smagt én, og der er endnu ikke nogen, der kommer i nærheden af den. Så hvorfor ikke bare sige, hvor I kan købe den?
Det kan I på Mirabelle på Nørrebro. Hvis du går op i bagværk, så kender du allerede stedet.
Det er nemlig Christian Puglisi, der ejer det. En af de første til at vise, hvad surdejen kunne i bagværk her i Danmark. Ydermere kender man ham for landets nok bedste pizzaer på BÆST – som jeg endnu har til gode at prøve! Men det ved du jo, hvis du har læst Corsa-anmeldelsen. Læs den her!

Men gør jer selv den tjeneste og drej forbi Guldbergsgade 29A, 2200 København N, og bestil fastelavnsbollen med lemon.
Utroligt godt bagværk, luftig og blød bolle, men uden at den bliver for sød. Samtidig går lemoncurden ind og giver friskheden, og flødeskummen, som er PERFEKT pisket, giver fedmen. Hvilket resulterer i, hvad jeg vil kalde den absolut bedste fastelavnsbolle, jeg har smagt.
Hvad der yderligere er ret fedt ved den, er, at det stadig er en bolle og ikke en croissantdej eller vandbakkelse, der er pustet op med creme og hvad der ellers findes i dag for at skille sig ud.
Her får du “bare” utroligt godt bagværk, smagt til med få, men gode ingredienser.
Nyd den, mens I kan!
