Annonce:

Restaurant Gemini: Smuk beliggenhed med plads til forbedring

Mandesidens anmelder har været på den smukt beliggende restaurant Gemini i København. Men beliggenhed er ikke altid nok. Læs med her!

Nogle restauranter går under radaren, indtil en begivenhed som Dining Week sætter dem på kortet. Men det siger måske mere om mig end om stedet?

For placeringen af Gemini kunne ikke være meget bedre – lige ved Planetariet, med udsigt over Sankt Jørgens Sø. En beliggenhed som denne skaber forventninger. Forventninger om kvalitet, atmosfære og et køkken, der forstår at udnytte rammen.

Gemini: Smuk beliggenhed med plads til forbedring
Credit: Christian Kaufmann/Mandesiden

Atmosfære & Indretning: 3/5 ⭐

Da jeg gjorde mit indtog i restauranten på en råkold februar-aften, blev jeg netop ramt af en god varm atmosfære. Ikke kun fordi det var iskoldt udenfor, men fordi personalet stod klar med smil og glæde. Jeg blev vist til bords, og da jeg i forvejen kendte menuen, gik jeg direkte på vinkortet.

Her faldt jeg først over en fin Sauvignon Blanc, men måtte desværre modtage beskeden om, at de ikke længere havde den på kortet. Øv. Men erstatningen blev nu ikke dårligere, da valget i stedet faldt på en hvid Bourgogne fra 2022. Et skønt og smagfuldt glas, som jeg forventede skulle danne rammen om aftenen.

Madoplevelse: 2/5 ⭐

Aftenen skulle bringe mig igennem en lækker fem retters menu bestående af en start med tatar, ceviche af kuller, rødbeder og sidst Geminis signaturbrød. Herefter en lille anretning i form af en Vol-au-Vent med morkel, østershatte og markchampignon, efterfulgt af hovedretten bestående af dampet torsk, savoykål, brunet smør, urtesauce og knuste kartofler. Som en afslutning på aftenen skulle der blive serveret en bergamotte-dessert.

Forretterne kom i samme servering. Retter, der for øjet gjorde det rigtig godt, men i sin helhed blev en smule forvirrende. Kombinationen af råt kød (tatar), syrligt tilberedt fisk (ceviche) og sødme fra rødbederne skabte ikke en helstøbt oplevelse. Dog var cevichen klart det bedste indslag.

Gemini: Smuk beliggenhed med plads til forbedring
Credit: Christian Kaufmann/Mandesiden

Tataren var fint skåret ud og mindede mest af alt om en rørt tatar, men kapersene var hele og overtog derfor til tider smagen. Fedmen i form af en mayonnaise eller æggeblomme til at binde tataren sammen var desværre næsten udeblevet.

Til sidst stod jeg tilbage med brødet. Her var der begået en genistreg. I stedet for at få en smør-servering, der måske har stået en anelse for længe i køleskabet og ville være umulig at smøre ud, havde de her smeltet urtesmørret ind i brødets sprøde struktur. Det gjorde det til en ren fornøjelse.

Nu var det tid til en lille overraskelse, som ikke fremgik af kortet. En Vol-au-Vent med morkel, østershatte og markchampignon, mornaysauce, persilleolie, kørvel og Karamelsten fra Arla Unika. Den smukkeste ret på aftenen. Flot afstemt og med en god smag af morkel. Jeg ville ønske, saucen, som var lavet på Karamelsten, havde haft en mere “ostet” smag op mod de gode svampe, men dog indtil videre aftenens højdepunkt.

Gemini: Smuk beliggenhed med plads til forbedring
Credit: Christian Kaufmann/Mandesiden

Den næste ret var hovedretten: et stykke dampet torsk. En ret, jeg virkelig havde set frem til, for jeg er en sucker for et godt stykke fisk. Dog fik jeg det ikke her, desværre. Jeg havde fornemmelse af det, da tjeneren placerede tallerkenen foran mig. Fisken var overtilberedt. Måden, fisken delte sig over savoykålen, afslørede, at kernen ikke just var glasklar.

Gemini: Smuk beliggenhed med plads til forbedring
Credit: Christian Kaufmann/Mandesiden

Den søde tjener stod dog klar med sovsen og ja, det var sovsen og ikke saucen. Tjeneren hældte den nænsomt over fisken. Ikke fordi retten havde behov for en så fin præsentation. Men nu var hun jo i gang. Heldigvis, for det viste sig, at det var her, smagen var.

Sovsen var der ikke en finger at sætte på. Men desværre fik jeg ret i fisken. Den var overtilberedt. Og som om det ikke var nok, stødte jeg på noget, jeg aldrig havde forventet at smage i en fiskeanretning: En form for syltede rødløg. For mig gjorde det intet godt. Nok mere et mislykket forsøg på at tilføre noget syre til retten, men i min smag faldt det desværre ikke heldigt ud.

LÆS OGSÅ: Vi besøger Corsa Pizza på Vesterbro

Efter den lidt skuffende hovedret kom desserten på bordet. En flot anretning, hvilket jo altid giver lyst til at sætte skeen i retten. Den første bid efterlod mig nærmest med et chok. Isen var så syrlig, at det gav genlyd i mine gummer. Alene skulle isen i hvert fald ikke stå. Bid nummer to blev med både is, pralinemousse og bergamottekagen. Her var en bedre fordeling af smagene, men stadig med en overskyggende syrlighed fra isen. For mig en kende for syrlig.

Gemini: Smuk beliggenhed med plads til forbedring
Credit: Christian Kaufmann/Mandesiden

Value for Money: 3/5 (grundet Dining Week) ⭐

Til 350 kroner via Dining Week var prisen i den skarpe ende. Men hvis menuen normalt serveres til 525 kroner, bør den også afspejle køkkenets bedste præstationer. Her faldt oplevelsen desværre lidt igennem. En skarp pris bør ikke betyde en lavere standard – tværtimod er det en mulighed for at imponere nye gæster og få dem til at vende tilbage. Desværre var det ikke helt tilfældet her.

Samlet vurdering:

         •        Atmosfære & Indretning: 3/5 ⭐

         •        Madoplevelse: 2/5 ⭐

         •        Value for Money: 3/5 (grundet Dining Week) ⭐

Har du læst?

Flere populære artikler

Annonce:

Seneste artikler

Annonce:

HAR DU LÆST?

Annonce:

Følg Mandesiden

74,000FansLike
19,800FølgereFølg
Annonce:

Auto Show Annonce

Altid gratis artikler