Sådan forhindrer du indbrud i julen

Sidste år var der lige knap 750 indbrud i private hjem i juledagene, hvoraf størstedelen fandt sted i Østjylland. Juledagene er dermed også højtid for indbrud.

Fortsætter efter annoncen:

Heldigvis kan du som boligejer gøre meget for at gøre det vanskeligere for tyvene og forhindre indbrud.

Byggesagkyndig fra EBAS, Bo Halm Andersen, giver her sammen med Skadedirektør i Gjensidige, Henrik Sagild, deres bedste råd til at få bugt med de ubudne gæster.

Først og fremmest gælder det ifølge Bo om at gøre boligen indbrudssikker rent byggeteknisk, og det starter ved at gardere vinduer og døre, som er de nemmeste veje for tyvene at komme ind i boligen:

”Det kan være effektivt at sætte en anslagsskinne på vinduet, så den dækker karm og vindue. På den måde vil tyven have sværere ved at få kobenet ind mellem karmen og vinduet. Det er dog en meget synlig løsning, hvorfor man kan overveje låsebeslag/sikringsbeslag indvendigt, der samtidig sikrer, at vinduet er låst fast med karmen,” forklarer han.

Fortsætter efter annoncen:

Undgå indbrud i julen

Derudover påpeger Bo Halm Andersen kældervinduer som et stort opmærksomhedspunkt.

Fortsætter efter annoncen:

”Det er vigtigt, at man ikke glemmer at sikre sine kældervinduer og indgange, da tyven for eksempel i en kælderskakt er ugeneret og knap så synlig. Og kommer de ind via kælderen, har de ofte fri adgang til resten af boligen,” siger Bo Halm Andersen.

Han anbefaler derfor, at man sikrer sine kældervinduer med tremmer lodret foran vinduet. Man kan få monteret tremmer med armering i, som tyven ikke kan skære over. På den måde vil tyvene ikke have adgang til kælderen – selv hvis de smadrer ruden.

Det er også vigtigt at sikre kælderskakten. Her forklarer Bo Halm Andersen, at man kan sætte en skydelåge på, som skal låses indvendigt. På den måde er det svært at skaffe sig adgang den vej.

Generelt gælder det, at jo nyere ruder, jo bedre er man garderet mod indbrud.

Døre

Det er også vigtigt at sikre dørene – uanset om det er hoveddøren eller terrassedørene, så det bliver besværligt for tyvene at komme fra boligen med større ting som stole eller TV.

”Du sikrer blandt andet dørene med indvendige låse. Du skal dog huske ikke at lade nøglen sidde i, når du forlader boligen – og samtidig skal nøglen være let tilgængelig i tilfælde af brand. Man kan også få en lås på sine indvendige døre, der skal åbnes med kode. På den måde slipper du for en nøgle, der skal passes på og gemmes væk,” fortæller Bo.

Det er samtidig vigtigt, at du har en opdateret og tyverisikret cylinderlås, da denne er sikrest.

Andre tiltag kan stoppe tyven

I tilgift til det byggetekniske er det en god idé med et velfungerende alarmsystem.

Tiltag som udvendigt lys og lys-timer på lamper indvendigt har også en effekt, der gør boligen mindre attraktiv for tyven.

Ifølge Bo Halm Andersen er det også vigtigt at huske skuret, da der her er værktøj og redskaber, der kan hjælpe tyven til at begå indbrud i boligen. Derfor skal man ikke spare på en god lås til skuret – eller lade et vindue eller døren stå åbent i sit skur.

Beskyt dine særlige værdier

Det kan også være en god ide at lave indbrudsforebyggende tiltag på boligen i forhold til indbo, og så er det vigtigt at have godt styr på, hvor meget værdi, man egentlig ejer, så man er forsikret korrekt.

”Det er vigtigt, at man ved, hvilke værdier, man er i besiddelse af; både i form af registreringer, kvitteringer, fotos eller lignende, der kan dokumentere, hvad man ejer. Hermed kan man sikre sig, at man har den rigtige forsikringssum på sin indboforsikring. For ellers kan man risikere, at man får nedsat erstatning, hvis man er så uheldig at få besøg af indbrudstyven,” lyder det fra Henrik Sagild, direktør for Skade i Gjensidige.

Ifølge Henrik Sagild er det dog ikke nødvendigvis det at miste det dyre TV eller designerlampen, der er det værste ved at få indbrud.

”Vi hører fra mange kunder, at det værste ved at få indbrud, er at det er en virkelig ubehagelig oplevelse, og at der kan sætte sig en dårlig følelse og fornemmelse i kroppen på familien lang tid efter. Men også de helt særlige værdier, man har, for eksempel familiefotos, arvestykker og andre ting, man har samlet gennem sit liv, risikerer man at få stjålet eller ødelagt, og det er ofte værre end at indbrudstyven tager ting, der objektivt er mere værdifulde. For minder kan man ikke erstatte.”



Har du læst?

Flere populære artikler

Annonce:

Følg Mandesiden

74,000FansLike
19,800FølgereFølg

Seneste artikler

Annonce:

HAR DU LÆST?